Karla har en rokketand

– Av! Karla tog sig til munden. Hun havde lige bidt i skorpen på et brød og nu gjorde hendes ene fortand ondt.

– Hvad skete der, spurgte Kalle.

– Jeg tror, at jeg har en rokketand, sagde Karla.

– Lad mig se engang, sagde far og tog forsigtigt fat om Karlas fortand. Og ganske rigtigt, den rokkede lidt.

– Det er da også længe siden, at du tabte dem i undermunden, sagde mor. Nu er turen så kommet til overmunden.

– Hvad med mine tænder, spurgte Kalle, og stak fingrene ind i munden, der stadig var i gang med at sluge en bid havregryn.

– Tyg lige af munden først, så skal jeg prøve at se, sagde far. – Nix, dine tænder sidder godt fast.

– Åh, jeg kan ikke lide det, klynkede Karla.

– Jamen, det er jo helt naturligt, trøstede mor. Efterhånden som I bliver større, så vil jeres mælketænder begynde at rokke, og til sidst falde ud. Så får I sådan nogen fine tænder som far og jeg har.

– Dem kalder man ‘kaffetænder’, mente Kalle, der kiggede på henholdsvis sit eget glas mælk og forældrenes kaffekopper.

Mor og far smilede. – Nej, de hedder nu bare ‘de blivende tænder’, for de bliver siddende resten af livet.

Karla havde siddet og rokket ved sin tand. – Jeg kan ikke få den ud!

– Nej skat, det kan tage flere dage, ja uger, før den er klar til at slippe.

– Kaj fra klassen har tabt fire tænder og Katrine har tabt fem! sagde Kalle. – Jeg har kun tabt to.

– Det kommer nok, sagde far. Selvom I er lige gamle, så udvikler man sig forskelligt, der kan sagtens være nogen, der har tabt mange flere tænder end jer.

– Jeg er ellers højere end Kaj, sagde Kalle.

– Ja, men det har faktisk ikke noget med det at gøre, sagde mor.

Ovre i skolen kunne Karla ikke lade være med at sidde og pille ved tanden. Enten med fingrene, eller også skubbede hun til den med tungen. Det føltes mærkeligt. Hun kunne slet ikke huske, da hun havde tabt tænderne i undermunden.

Til frokost tyggede hun forsigtigt i rugbrødet, men tanden blev siddende. Det gjorde lidt ondt, når hun bed med fortænderne, så hun tog maden over i siden af munden og bed med hjørnetænderne.

Karlas klassekammerat Kaya havde også en rokketand.

– Min far siger, at når man har tabt sin tand, så skal man lægge den under hovedpuden, og så kommer der en tandfe i løbet af natten og lægger en lille gave, sagde Kaya.

– En tandfe!? spurgte Karla.

– Ja, min storebror fik en tyver sidst han tabte en tand, fortalte Kaya stolt.

– Orv, hvor sejt. Hvad bruger tandfeen så tanden til? spurgte Karla

– Aner det ikke, sagde Kaya.

– Hvordan ser en tandfe ud? Karla prøvede at komme i tanke om andre feer hun kendte til. Hun kunne huske hende Klokkeblomst fra Peter Pan, og den røde, grønne og blå fe fra Tornerose-filmen.

– Min far siger, at der aldrig er nogen der har set tandfeen. Hun kommer først, når man sover, forklarede Kaya.

Et par dage efter kom Kaya i skole med et stort hullet smil. Nu havde hun tabt sin tand, og tandfeen havde været forbi i løbet af natten. Der havde ligget nogle mønter under puden, da hun vågnede næste morgen.

Karla lyttede med store ører og spurgte om det havde gjort ondt.

– Kun lige da den røg ud, fortalte Kaya. Det gav sådan et lille knæk.

– Græd du? spurgte Karla.

– Nej, men min mor puttede noget køkkenrulle i munden på mig for at stoppe blødningen.

– BLØDTE DET!? spurgte Karla og blev helt skræmt ved tanken.

– Jaja, men det stoppede ret hurtigt. Og så fik jeg en is, grinede Kaya.

I løbet af de næste par uger blev Karlas tand mere og mere løs, men den sad stadig for fast til at de kunne trække den ud. Kalle foreslog, at de bandt en snor om tanden, og så kunne de binde den anden ende af snoren fast til hans cykel. Så kunne han fræse afsted, mens Karla stod tilbage, og så ville snoren klare arbejdet.

Det synes hverken mor, far eller Karla var en god idé.

Hver morgen og hver aften, når Karla skulle have børstet tænder, så tilbød mor eller far, at de kunne hjælpe med at trække tanden ud.

– NEJ tak! sagde Karla bestemt. Jeg vil selv!

Efterhånden var tanden så løs, at hun kunne skubbe den frem og tilbage med tungen.

En dag, da mor kom for at hente Kalle og Karla i skolen, stod Karla og fnisede med lukket mund. Kalle sagde hun havde en overraskelse til mor.

– Tadaaa, sagde Karla og åbnede munden. Rokketanden var væk!

– Wow, den er ude! sagde mor.

– Jeps, sagde Karla stolt. Hun skulle stadig vænne sig lidt til den underlige fornemmelse af, at der manglede en tand. – Det var Kristoffer der tog den i spisefrikvarteret.

– Fik du din lærer til at tage tanden? sagde mor lidt forundret.

Kalle fortalte, at deres lærer Kristoffer var super god til det. Han havde også hjulpet Kaj og Kaya fra klassen.

– Tror du tandfeen kommer i nat? spurgte Karla.

– Vi får se, sagde mor.

Da de kom hjem fik de lidt eftermiddagsmad og en tår saft. Mor lagde Karlas tand i et glas med vand, så den kunne blive renset. Kalle kiggede på tanden og mærkede igen på sine egne fortænder. De sad lige så fast i munden, som de hele tiden havde gjort.

– Mor, har vi et æble? spurgte Kalle.

– Øh ja, skal jeg skære det ud i både, som vi plejer?

– Nej tak, jeg vil gerne spise det helt.

Om aftenen lagde Karla spændt rokketanden under puden. Hun havde lovet til sig selv, at hun ville holde sig vågen, for hun ville så gerne opleve tandfeens besøg. Alligevel gik der kun et øjeblik, så var hun faldet i søvn og trak vejret tungt.

Kalle sov ikke endnu. Han havde en plan. Han listede ud af sengen og åbnede en skuffe i skrivebordet. Her havde han lagt kernerne fra æblet han fik tidligere. Bortset fra farven, så lignede kernerne Karlas rokketand. Han tog den mindste kerne og lagde den under sin hovedpude.

Næste morgen vågnede Karla først. Hun slog puden til siden og…

– JAAA, tandfeen har været her! råbte hun højt, så Kalle også vågnede.

Under hendes pude lå en 10-krone og en lille æske rosiner og tanden var forsvundet.

Kalle løftede sin pude. Der lå også en æske rosiner, men ikke nogen mønt.

– Har du også tabt en tand? spurgte Karla.

– Nix, Kalle smilede hemmelighedsfuldt. – Jeg har narret tandfeen! Jeg lagde en æblekerne i stedet for en tand og jeg tror, at hun hoppede på den! Se, jeg fik også rosiner! Jeg har endda stadig fire kerner tilbage, så jeg kan få noget de næste fire nætter.

– Man må da ikke snyde tandfeen, råbte Karla forarget.

Nu kom mor kom ind på værelset.

– Godmorgen, nej det er faktisk rigtigt, hvad Karla siger. Du bliver nødt til at vente, til at du selv har en rokketand.

– Nå, men så skal jeg heldigvis ikke vente så længe, sagde Kalle, for da jeg bed i æblet i går, så kunne jeg mærke, at min fortand også er begyndt at rokke lidt.

– Ej, hvor godt Kalle. Er vi så enige om, at vi ikke forsøger at snyde tandfeen mere?

– Jaja, muggede Kalle.

Det gjorde stadig lidt ondt, da Karla fik børstet tænder efter morgenmaden.

– Det er jo klart, sagde far. Du har jo et lille hul, der hvor tanden har siddet. Jeg skal nok være forsigtigt.

– Kan vi ikke bare springe det over, plagede Karla.

– Nej, begyndte mor…

– Jo jo, sagde far med et fjollet smil. – Man behøver faktisk slet ikke, at børste ALLE tænderne HVER gang. Du kan nøjes med dem, du gerne vil beholde!

Karla forstod ikke helt, hvad han mente, men mor fnisede og daskede far lidt på skulderen.