Karla får huller i ørene

– Hvornår må jeg egentlig få huller i ørene?

Karla stod og så på mor, der var ved at tage øreringe på.

– Øh, det har jeg ikke lige tænkt over, sagde mor. – Kunne du godt tænke dig det?

– Ja, der er flere af pigerne i klassen der allerede har det, sagde Karla. – Gør det ondt at få lavet?

– Gør hvad ondt? spurgte Kalle, der i det samme kom ind.

– Karla og jeg taler om at få lavet huller i ørene, forklarede mor. – og ja, det kan gøre lidt ondt, lige når de skyder hul.

– Sejt, bruger de en skyder!? måbede Kalle, som var ret vild med pistoler og geværer.

– Nej skat, det er sådan et særligt smykke værktøj, sagde mor og smilede til Karla, der i mellemtiden var blevet lidt nervøs. – Bare rolig, der er ikke noget med krudt og kugler. Det tager et øjeblik, og så er det ordnet.

– Der står her, at man helst skal være fyldt 7 år, sagde far der havde overhørt deres samtale og havde tjekket på nettet.

– Okay, sagde mor og smilede. – men så har du svaret: Om ca. en måneds tid, når du fylder 7 år. Så kan vi tage ned og få det ordnet.

– Må jeg så få en tatovering? spurgte Kalle. – Jeg kunne godt tænke mig en sej drage, der snor sig op af min arm…

– Nixenbixen, sagde far. – eller du må i hvert fald vente til at du er over 18. Det er nemlig ulovligt at tatovere børn.

– Men du kan måske TEGNE din drage, Kalle? Jeg vil gerne se, hvor farlig den ser ud, smilede mor.

I løbet af den næste måned snakkede Karla tit om huller i ørene. Hun talte også om andre ting, som hun ønskede sig, men det var tanken om øreringe, der fyldte mest for hende.

Kalle gad ikke rigtigt at høre om det. Han havde allerede tegnet flere udgaver af sin drage. Og han var kommet i tvivl om det måske hellere skulle være et dødningehovede ligesom på et sørøverflag.

– Må jeg komme med, når de skal pløkke dig i ørene? spurgte han Karla. – Så kan jeg være ham der holder spanden.

– Hva’ for en spand? spurgte Karla.

– Den der skal samle alt blodet op, forklarede Kalle.

– Hey du, det foregår altså stille og roligt, afbrød mor. – Der bliver ikke noget med blod eller spande eller noget. Jeg tror at vi skal holde lidt igen med de tegneserier du læser, unge mand!

– Øv, sagde Kalle som havde forestillet sig, at det var noget mere voldsomt at få lavet huller i ørene.

Endelig kom dagen, hvor det skulle ske. Karla havde fået et fint gavekort til sin fødselsdag og på en tirsdag, efter at Kalle og Karla var blevet hentet i skole, tog hele familien ud til en smykkeforretning.

Efter at have talt om huller i ørene i flere uger, så var Karla pludselig meget stille.

– Tror I det gør ondt? spurgte hun forsigtigt.

– Jeg tror, at du kommer til at mærke et prik og måske en lidt varm fornemmelse i øret, sagde mor.

– Du vælger jo selv, om det skal ske, sagde far. – du skal kun gøre det, hvis du er sikker på, at du har lyst til det.

– Jamen, det HAR jeg, sagde Karla – jeg er bare lidt nervøs.

De parkerede bilen, gik ind i forretningen og blev mødt af en sød dame, som bød Karla velkommen og viste hende, hvilke ørestikker hun kunne vælge i mellem.

– De dér, sagde Karla og pegede på to sølvfarvede ørestikker med en lille perle.

Damen bad Karla sætte sig i en lille stol. Så sprittede hun Karlas ører af med en lille spritserviet, og derefter markerede med en tusch, hvor hun skulle stikke.

– Træk vejret dybt ind gennem næsen og pust langsomt ud gennem munden, beroligede far. Han kunne se, at Karla var nervøs. – Hér tag mig i den ene hånd og hold Kalle i den anden.

– Er du klar? spurgte damen.

Kalle tog sin søster i hånden og kiggede på de to hvide plasticdimser, som damen havde taget frem. Det lignede overhovedet ikke pistoler. Hun tegnede en prik på hver øreflip, og satte de kedelige pistoler op til prikken.

– Jeg tæller til tre, og så laver jeg hullerne, sagde damen.

– Okaaay, sagde Karla og klemte hårdt om Kalle og fars hånd.

– Tag det roligt, skat, sagde mor.

Damen talte. En. To. Tre… Smak!

– Av! råbte Karla, men det gjorde egentlig ikke rigtigt ondt. Nu snurrede det mere i ørene.

– Nej, hvor er du fin! sagde Kalle.

Karla hoppede ned fra stolen og gik hen til et spejl og konstaterede tilfreds, at hun så ret godt ud med de nye perleøreringe.

Damen forklarede mor og far nogle praktiske detaljer, mens de betalte og så var det dét. Det Karla havde glædet sig til, og talt om i ugevis, var nu overstået på under tre minutter.

Nu glædede Karla sig til at komme i skole i morgen og vise ørene frem.

Da de var kommet hjem igen kaldte far ude fra køkkenet: – Kalle, kom lige. Mor og jeg har også en lille overraskelse til dig!

Kalle løb ud til dem.

Lidt efter kom han ind til Karla igen. Med et listigt smil på læberne.

– Hvad var det? spurgte Karla.

– Nåeh, det var ikke noget særligt, svarede Kalle. – det var bare den der tatovering vi havde snakket om.

– Jaaa?

– Nu har jeg fået den! sagde Kalle og så hvordan hans søster spærrede øjnene op i forundring.

– Hva’ har du!?

Kalle trak op i det ene ærme, så Karla kunne se hans arm og tre nye seje tatoveringer. Far havde købt sådan et ark med en slags klistermærker, man kan overføre til armen, når man gnubber på dem.

Så den aften gik Karla i seng med nye flotte perler i ørene, og Kalle med den højre arm prydet af et dødninghovede, en vred ørn og et hjerte med en stor kniv nedenunder.