Kalle og Karla lærer at cykle

– De vil kun have 350 kr. for den!

Far lød glad. Det var lørdag morgen og han sad og kiggede på sin telefon. Han søgte efter brugte børnecykler, for de havde talt om, at nu skulle Kalle og Karla prøve at lære at cykle.

– Det var da dyrt, mente Kalle, men den er ret sej!

– Det er da ikke dyrt, sagde Karla. – Miras far har en cykel, som har kostet en million. Det siger hun selv, sagde Karla.

Imens sad mor og kiggede på sin telefon. Hun kiggede på annoncer fra den nabogruppe, som de var medlem af.

– Der er én her, som de giver væk for en flaske god vin. Prøv at se, Karla, det er en flot rød cykel med en cykelkurv foran.

– Ja, den er fin, må jeg få den? sagde Karla.

De besluttede sig for at købe begge cykler. Far fandt en flaske vin frem, og samme formiddag gik de hen til den nabo, som havde den røde cykel til salg. Karlas nye cykel.

De havde også lavet en aftale med den mand, som havde den anden cykel til salg. Han boede i en by lidt længere væk, så de kørte afsted i bilen, for at hente cyklen til Kalle. Manden havde også et par støttehjul, som de fik lov at købe med.

Da de kom hjem igen, gjorde far cyklerne klar. Dækkene blev pumpet, sadlerne blev sat ned, og han gav kæden og hjulene et sprøjt olie.

– Jeg må også hellere lige stramme boltene, sagde far. Ræk mig lige svensknøglen.

– Hva’for bolde? spurgte Kalle og kiggede sig omkring. Fodbolden ligger ude i haven.

Far smilede. – De dér, sagde han og pegede på nogle dutter, der sad på cyklen. Det hedder en bolt. Den sidder fast på en møtrik og holder cyklen sammen.

– Hvad var det med nogle nøgler? spurgte Karla.

– Ah ja, en “svensknøgle” kalder man det, forklarede far og hentede selv svensknøglen. – Den ser sådan her ud.

– Hold da op! Det må være nogen store nøglehuller de har ovre i Sverige, konstaterede Kalle.

– Nej, det er ikke en nøgle til en lås, det er et stykkel væktøj, hvor man kan dreje på den her lille skrue, så den passer til den bolt man skal stramme. Jeg skal også bruge den nu, hvor jeg skal sætte støttehjulene på din cykel.

– Hva’ så med mig? spurgte Karla. Jeg har ingen støttehjul.

– Jeg finder et kosteskaft, sagde mor, der var kommet ud til dem. Det var sådan jeg selv lærte at cykle. Morfar satte et kosteskaft bag på min cykel, og så gik han bagved og støttede mig, indtil jeg kunne cykle selv.

Lidt tid efter var begge cyklerne klar, og tvillingerne havde fundet de cykelhjelme frem, som de havde brugt til deres løbecykler. De trak cyklerne ned til parkeringspladsen ved børnehaven, der lå ikke så langt fra, hvor de boede. Far mente, at der ikke ville være nogen biler, da det jo var weekend.

Den næste times tid øvede de at cykle. Både Kalle og Karla havde været gode til at løbe hurtigt på deres løbecykler, men det var noget andet, at komme op på en rigtig cykel med pedaler.

– I skal altid sørge for at holde fødderne på pedalerne, sagde mor.

Karla blev ved med at tage fødderne fra pedalerne og bremse ved at sætte fødderne i asfalten.

– Det går altså ikke, skat. Du kommer til at slide dine sko i stykker, og så skal du huske, at pedalerne er noget af det vigtigste på cyklen. Når du træder frem, så får du fart på. Og når du træder tilbage, hvad sker der så?

– Så bremser den, sagde Karla med en jeg-ved-det-altså-godt-stemme. Alligevel kunne hun ikke lide, at bremse med pedalerne, det var meget svært at holde balancen, når cyklen ikke kørte.

De fortsatte med øve. Start. Stop. Stige af. Stige på. Svinge til venstre. Og til højre. Efter lidt tid vendte de styrene hjemad. Mor gik og støttede Karla med kosteskaftet. Far støttede Kalle på skulderen, men Kalle endte med at sætte farten op, da støttehjulene jo støttede ham. Så far måtte småløbe hele vejen hjem.

Om søndagen øvede de videre. Og i løbet af de næste par uger blev de bedre og bedre. Nu cyklede de små ture rundt på villavejene og stierne. Kalle gav den fuld gas og støttehjulene sørgede for, at cyklen kun kun vippe lidt fra side til side. Karla blev også mere og mere sikker efterhånden som de øvede.

– Karla, sagde mor mens hun gik bagved Karla, der cyklede afsted. Lige siden forrige lygtepæl, har jeg faktisk ikke holdt i kosteskaftet. Du cykler af dig selv!

– Hvad!? sagde Karla og begyndte straks at slingre. JEG KAN CYKLE!!! men knap havde hun sagt det, før hun var ved at vælte. Mor skyndte sig at gribe fat i skaftet.

– Se mig! jeg cykler hurtigere end Karla, sagde Kalle og fræsede forbi sin søster.

– Hey, det er altså ikke en konkurrence, sagde far. Men væk var Kalle.

Længere henne af vejen mødte de et par, som de kendte fra området. De stoppede op og talte sammen.

– Hvis jeg må give jer et godt råd, sagde manden, – så bør I se at få taget de der støttehjul af. De giver ham en falsk tryghed af balance.

– Ja, vi måtte starte helt forfra, da vi først fik taget støttehjulene af vores datters cykel, forklarede kvinden.

Far kiggede efter Kalle, der var sust langt i forvejen. – Tjah, det var måske et meget godt råd.

Næste gang de var ude for at øve, så havde far pillet støttehjulene af Kalles cykel.

– Ååååhhhh, udbrød Kalle, da han satte sig op, og opdagede at cyklen nu kunne tippe meget mere. – Hold fast, far. Du må IKKE slippe!

I mellemtiden trillede Karla langsomt forbi dem. Af sig selv. Mor behøvede efterhånden kun at holde fast i kosteskaftet, når Karla skulle starte og stoppe.

– Se mig, jeg cykler hurtigere end Kalle, efterabede Karla.

– Så, Karla! råbte mor. – Husk nu at det ikke er en konkurrence.

– Nej, for så havde jeg vundet! kaldte Karla bagud med en triumferende stemme.

Kalle hørte ikke rigtigt efter. Han havde nok at gøre med ikke at slingre for meget.

Den dag gik det faktisk også galt for både Kalle og Karla. På et tidspunkt da de skulle stoppe op, mistede Karla balancen. Heldigvis holdt hun næsten helt stille, men cyklen væltede, og hun faldt af og slog sin hånd.

Kalle kom til at grine og Karla blev smaddersur på ham.

Kort tid efter gik det ud over Kalle selv. Hans hjul skred i noget grus, så cyklen væltede og han røg af og skrabede sit knæ.

– AV FOR HELVEDE! Han græd højt. SÅDAN NOGET LORT!

– Såså rolig nu, forsøgte mor at trøste ham. Hun bøjede sig ned og hjalp ham op. – Lad os lige se på dit knæ.

De smøgede hans bukseben op, og der var en ordentlig hudafskrabning på knæet.

– Argh!! Kalle græd endnu højere… mit ben!!! Det er brækket!

– Nej, det håber jeg nu ikke, sagde far og strøg Kalle på håret. Men det kan gøre rigtigt ondt at slå benet.

De besluttede sig for at tage hjem og holde en pause med cykleriet.

– Jeg vil aldrig mere cykle på den dumme cykel! sagde Kalle.

– Du skal bare sige “Pyt!” sagde Karla, og kiggede ned på det lille mærke, hun havde på sin hånd efter hendes eget styrt.

– Det kan du sagtens sige, det er jo ikke dit knæ der skal på skadestuen, muggede Kalle.

– Nej, det bliver forhåbentligt heller ikke nødvendigt, mente far.

– Men Kalle, sagde mor, mens hun satte et plaster på hans knæ. – Hver gang man skal lære noget nyt, så vil man opleve, at det er svært i begyndelsen. Ligesom da du og Karla var små og skulle lære at gå. I starten kunne I ikke engang sidde af jer selv. Senere begyndte I at kravle, og da I endelig begyndte at rejse jer op, så havde I svært ved at holde balancen, og I røg på rumpen igen og igen.

– Og se nu bare hvad I kan i dag… I kan både gå forlæns og baglæns og løbe og hoppe, sagde far.

– Ja lige præcis, fortsatte mor. – I har nok glemt det, men I starten faldt I faktisk hver eneste dag.

– Der er desværre ikke andet at gøre, end at indstille sig på, at man kommer til at få nogle knubs, når man skal lære at cykle, sagde far. – Til gengæld så siger man, at når man først har lært at cykle, så glemmer kroppen det aldrig.

– Ja, mit knæ kan i hvert fald stadig godt huske det, sagde Kalle.

Heldigvis gik der ikke mange dage, så cyklede både Kalle og Karla uden kosteskaft og støtte fra mor og far. Og uden yderligere styrt og skader.