Kalle og Karla i Zoo

Kalle og Karla spænede hen mod indgangen. De skulle i zoologisk have med mor og far og deres onkel Kjeld, som vidste en helt masse om dyr. De havde glædet sig i dagevis.

– Nå unger, hvad glæder I jer mest til at se? Onkel Kjelds øjne strålede.

– Jeg håber på at se løverne æde en zebra, Kalle lavede kattekløer, fægtede med hænderne i luften og forsøgte at ligne et rovdyr, der var ved at æde et bytte. Det har jeg engang set i fjernsynet.

– Nå, ja… øhh… det er nu ikke sikkert, at vi får det at se i dag. Kjeld kiggede på far, som bare trak på skuldrene.

– Må vi få en is? spørger Karla.

– Nej, ikke allerede. Nu skal vi lige rundt og se dyrene først. Og høre hvad Kjeld har at sige, sagde mor.

De kom hen til nogle pink flamingoer, som stod og balancerede på det ene ben.

– Haha, prøv at se den dumme stork! Dens ben vender bagud, grinede Karla.

– Dit fjols! Det er da ikke en stork! Det er jo en lyserød svane med meget lange ben, mente Kalle.

– Ej, det er nu noget der hedder en ‘flamingo’, sagde Kjeld. Når de bliver født er de faktisk grålige, men ude i naturen spiser de en masse krebsdyr og plankton, og det er med til at give dens fjer en rødlig og pink farve.

De gik videre og kiggede på pingviner og sæler, og da de kom til odderne sagde Kjeld: Vidste I, at oddere holder i hånd, når de sover? Det er så de ikke driver væk fra hinanden. Smart ikk’?

– Det er ligesom Kalle, fnisede Karla. Han ligger også og holder i hånd med sin bamse, når han sover.

– Hold dog din mund, din odder! vrissede Kalle.

– Så, rolig nu! Mor kiggede lidt strengt på dem.

– Ja, lige nu kan man faktisk sige, at I begge to er små oddere, grinede Kjeld. For i gamle dage brugte man udtrykket ‘at stirre som en odder’ når en person stirrede dumt på en anden.

– Man kan også bo i en by, der hedder Odder, sagde far. Min kollega Kirsten kommer derfra.

– Altså, hvis man bor i København er man Københavner, ikk’? Hvad kalder man så én der kommer fra Odder? spurgte Karla med et listigt smil.

Imens gik Kalle og mor over til søløverne.

– Moar, hvorfor hedder det en ‘SØ-løve’? spurgte Kalle. Den svømmer jo ude i havet!?

– Uh, det er et godt spørgsmål…, sagde mor og spejder efter onkel Kjeld. Jeg mener, at der også er noget der hedder en søleopard.

Mor har taget sin mobil frem og læser: Der findes faktisk flere dyr, der hedder noget med ‘sø’. Der findes SØpindsvin, SØelefanter, en SØko og SØheste.

– Åhr, hvor sejt! Lad os gå hen og se alle sødyrene. Mon de har søslanger! Er der noget, der hedder søfår eller søgrise? Så hedder en hun søgris måske en søso? Åhr, det ku’ også være at der findes søGIRAFFER!? Med en hals, der er så lang, at den stritter op over vandet…!

Kalle er helt vild og mor ved ikke helt, hvad hun skal svare.

Men nu kalder far. De andre er på vej over til løveburet. Der står mange mennesker rundt om buret. Karla står allerede helt fremme ved hegnet, mens Kalle kæmper med at komme frem for at kunne se ind i buret.

Da han endelig når hegnet, så kan han ikke få øje på løven.

Kjeld peger: Se, den ligge og sover derovre ovenpå stenene.

Kalle er lidt skuffet. Han havde forventet at se en hjort eller zebra blive flået i stykker. Eller i det mindste, at der ville ligge skeletter rundt omkring i buret. Der ligger kun en stor doven missekat.

– Den ser ikke særlig farlig ud, sagde Karla. Hun havde også set de vilde løver i fjernsynet og syntes, at denne her løve så lidt træt ud.

– Nu skal I jo huske på, at vi ikke er nede på savannen. Løverne her får mad af dyrepasserne, så de behøver ikke at gå på jagt efter et bytte. Og så har de vænnet sig til at se mange mennesker. Ude i naturen, ville den nok opfatte mennesket som en trussel og trække sig væk.

– Ja, eller æde ham, mente Kalle.

– Måske ja. Løver ER jo rovdyr, fortsatte Kjeld. Jeg mener at have læst et sted, at de slår ca. 100 mennesker ihjel hvert år, men det er faktisk langt fra det farligste dyr for mennesker. Ved I hvad det farligste dyr er?

– Jeps, sagde Kalle. Det er en dræberhaj!

Kjeld smilede og rystede på hovedet – Nej, det er ikke en haj.

– En flodhest? foreslog Karla.

– En gepard? En panter?, En cobraslange? Piratfisk? En ildsprudlende drage!? Kalle prøvede at komme i tanke om flere drabelige dyr.

Kjeld rystede stadig på hovedet. Nej, nej, nej - det er ikke nogen af dem…

Mor kom dem til undsætning: Det er en myg!

– HVAD!? sagde ungerne i kor. En MYG!?

– Lige nøjagtig! sagde Kjeld. Menneskets værste fjende og verdens farligste dyr er en lillebitte myg. Den sætter sig og suger blod og så kan den overføre sygdomme til rigtig rigtig mange mennesker. Man mener, at myg slår omkring 1 million mennesker ihjel hvert år.

Efter at have talt om farlige myg og drabelige løver, syntes mor, at de trængte til noget rart: – Er der nogen der har lyst til is?

Mon ikke! Både Kalle og Karla skulle have tre kugler. Kalle valgte jordbær, tuttifrutti og hindbær, mens Karla tog jordbær, skovbær og stracciatella. Ovenpå fik de guf og drys.

Resten af eftermiddagen fik de set chimpanser, slanger, elefanter, flodheste, næsehorn, giraffer, myreslugere, antiloper og mange flere. De nåede også forbi en stor legeplads, mens mor, far og onkel Kjeld sad på en bænk i solen og fik en kop kaffe. Kalle og Karla prøvede også at holde kaniner og klappe geder.

I bussen på vej hjem spurgte far: Nå, har det været en god dag?

– Jaa, MON ikke! sagde Kalle.

– Det har været den bedste dag nogensinde! sagde Karla.

– Hvad synes I var sjovest at opleve? spurgte Kjeld.

Kalle og Karla tænkte sig om.

– Jeg synes det var sjovt at lede efter slanger og frøer inde i den der terrasse, sagde Karla.

– Det hedder et ‘terrarium’ og ja, de kunne godt være lidt svære at få øje på, nikkede Kjeld.

– Jeg kunne bedst lide ‘grisefrøen’! sagde Kalle.

– Grise-frøen…!? udbrød mor og far næsten i kor. Hvad mener du, Kalle?

Et smil bredte sig i Kalles ansigt. Ved I ikke, hvad det var for en?

Mor og far kiggede undrende på hinanden. Kjeld kløede sig i skægget og tænkte sig om.

– Det er da en FLODHEST! udbrød Kalle. Jeg synes bare, at det er et tosset navn. Den lever ikke i en flod og den ligner slet ikke en hest… Den ruller sig i mudderet som en gris, og ligger i vandet som en frø. Derfor kalder jeg den en grisefrø!

– Haha, ja det har du faktisk ret i, grinede Kjeld. Det er kun lige øjnene, der stikker op over vandet… en grisefrø! Det er et egentlig godt navn, Kalle.

– Så lærte du også noget nyt i dag, grinede mor og klappede Kjeld på skulderen.