Kalle og Karla får en kusine

– Nej tak, jeg springer over, sagde moster Karina, da far tilbød hende et glas hvidvin til forretten.

Det var lørdag aften og mor og far havde inviteret Karina og Karsten til middag. Karina var mors lillesøster og både Kalle og Karla elskede, når de kom på besøg.

Karsten blinkede til far, – Ja, Karina drikker faktisk ikke så meget vin i øjeblikket…

– Hvad!? sagde mor og smilede over hele hovedet… Er det rigtigt? Hendes øjne lyste helt op.

Kalle forstod ikke, hvorfor det var så interessant, at hans moster ikke drak vin.

– Hvad er det? spurgte Karla.

– Jeg tror måske, at jeres moster har noget at fortælle… sagde mor, som stadig smilede fra øre til øre.

– Ja, det har jeg faktisk, begyndte moster Karina. – Om nogle måneder så får I en lille kusine, som I kan lege med.

– Ej, det skal altså fejres! sagde far og hentede en flaske champagne i køleskabet.

– Baah, en pige! Så kommer hun og Karla sikkert til at lege med dukker hele tiden, muggede Kalle.

– Hvad hedder hun? spurgte Karla.

– Haha, ja vi kender hende jo ikke rigtigt endnu, grinede onkel Karsten.

– Jamen, hvor bor hun? Hvor er hun nu? Karla forstod ikke helt, hvad de voksne snakkede om.

Deres moster forklarede, at hun var gravid og at deres lille kusine endnu ikke var blevet født. Hun lå trygt inde i Karinas mave og til sommer, lige efter Sankt Hans, så ville hun titte ud og hilse på verden.

– Til sommer? Sejt, så kan hun være med til fodbold, sagde Kalle og kiggede ud i vintermørket, mens han glædede sig til igen at kunne lege i haven.

– Uuuuhhh, hvor bliver det altså spændende, sagde mor, som nu havde fået lidt tårer i øjnene.

– Er der noget galt, mor? spurgte Karla bekymret.

– Nej nej, sagde far. Jeres mor er bare helt rørt.

– Har I fortalt det til mor og far? spurgte mor.

Kalle kunne ikke se nogen, der rørte ved hans mor og han og Karla blev altid forvirrede, når mor og Karina kaldte mormor og morfar for “mor og far”.

Resten af middagen sad de voksne og talte om voksensnak, som dog mest handlede om babysnak.

– Må vi godt rejse os og gå ind og lege? spurgte Kalle

– Ja, smut I bare, sagde mor. Jeg kalder når der er dessert.

– Hey, jeg har en idé sagde onkel Karsten. Har I lyst til at være med til at finde ud af, hvad babyen skal hedde?

– Kan man selv bestemme det!? spurgte Karla, mens hun rejste sig fra bordet.

– Ja, I må i hvert fald gerne hjælpe Karina og mig med at komme med nogen gode forslag til navne.

– Tag lige jeres tallerkener med ud, kaldte far efter Kalle og Karla, der allerede var på vej væk.

Inde på værelset gik de i gang med at tale om navne.

– Jeg synes, at hun skal hedde Mary ligesom prinsessen, sagde Karla.

– Jeg har hørt, at man kan hedde Musling, foreslog Kalle.

– Ej, det skal hun altså ikke hedde. Det kunne også være Alma eller Agnes.

– Nej, Agnes hun er så dum! sagde Kalle og tænkte på en pige fra børnehaven, som altid drillede.

– Hvad med Alberte eller Mathilde, foreslog Karla.

– Det er jo dine veninder over fra børnehaven. Hun skal da hedde noget andet.

Sådan fortsatte de lidt: Karla kom med forslag. Kalle stemte dem ned.

Da det blev sent og ungerne skulle i seng, så snurrede tankerne om kusinen stadig i deres hoveder.

– Mooor, du skal ikke også have en kusine inde i maven, vel? spurgte Karla lidt tøvende.

– Nej skat, lo mor. Far og jeg har jo jer to, og det er vi så lykkelige for. Hvis vi fik en baby, så ville det jo blive jeres lillebror eller lillesøster, men lige nu skal vi ikke have flere børn.

– Kan man selv vælge det? spurgte Karla forundret.

– Ork ja, sagde Kalle. – Moren bliver ‘bravid’, når faren kommer med en ‘seddel’.

Mor trak på smilebåndet, – det er næsten rigtigt Kalle, men det hedder ‘gravid’. Og det andet hedder 'sæd', men lad os tage den snak en anden dag. Nu er klokken blevet mange og I skal sove.

Vinter blev til forår og snart blev det sommer. Nu var der ikke længere noget at være i tvivl om. Moster Karinas mave struttede som en kuglerund badebold.

En dag, da far hentede Kalle og Karla i børnehaven, sagde han: – Ved I hvor vi skal hen nu?

– Tivoli? gættede Karla

– Nix, vi kører hen og henter mor på arbejdet, og så skal vi op på et hospital og hilse på jeres lille kusine. Karina fødte her til formiddag.

Kalle og Karla skyndte sig afsted. De var super spændte.

– Hvor gammel er hun? spurgte Karla

– Hun er vel 2-3 år, foreslog Kalle.

– Nej, nej, sagde far. – Hun er jo kun 0 dage. Det er jo hendes fødselsdag i dag - hun er simpelthen lige kommet ud af ægget.

– Ægget!? måbede Kalle, og frygtede at hans kusine var en kylling.

De fik hentet mor, og kørte afsted til hospitalet. Det viste sig at være et stort stort hus, hvor der lugtede mærkeligt og mennesker gik rundt i hvidt tøj.

De fandt stuen, hvor moster Karina lå i en stor seng. Kalle og Karla nærmede sig forsigtigt. Karina havde ikke nogen bluse på, og der lå en lille baby på hendes mave. Da de kom tættere på, kunne de se, at babyen suttede på hendes ene bryst.

– Adr, hvad laver den!? spurgte Kalle.

– Hun får lidt at spise, forklarede onkel Karsten.

– Åhr, hvor er hun bare nuttet, sagde mor.

– Ja, man glemmer helt, hvor små de er, sagde far.

Karsten og Karina begyndte at forklare mor og far en masse voksenting, som Kalle og Karla ikke helt forstod. Noget med nogle veer og noget vand der var gået, og at babyen jo først skulle være kommet om en uge. Far havde ellers sagt, at det var deres kusines fødselsdag i dag.

– Jeg synes, at hun er sød! sagde Karla.

– Ja, tænk hvordan I kan lege sammen, når hun bliver lidt større, sagde mor. – Og en dag kan I måske få lov at passe hende. Iiihh altså, tænk, at jeg er blevet moster.

– Er den altid sådan lidt kedelig? spurgte Kalle.

Lidt efter sagde onkel Karsten, at det vist var tid til, at mor og barn fik lidt fred.

– Nå, kan I sige farvel til jeres kusine Klara, smilede Karina.

– ‘Klara’!? Karla kiggede forundret på babyen.

– Ja, vi kunne så godt lide DIT navn, sagde Karina. – men det duer jo ikke med to Karla’er i familien.

– Så vi flyttede bare lidt rundt på L’et, grinede Karsten.

De ønskede dem tillykke endnu engang. Afleverede en lille tøjbamse, de havde haft med og tog afsted fra hospitalet.

I bilen sad Kalle lidt i tavshed. Han tænkte på sin lille nye kusine.

– Hvad nu hvis den ikke kan lide mig?

– Det kommer hun helt sikkert til! sagde mor. – Om ikke så lang tid, så vil hun genkende dig og smile og pludre til dig, når hun ser dig.

– Jeg kan ikke lide, at den har taget min moster og onkel fra mig, sagde Kalle og snøftede lidt.

– Nåhr skat, sagde mor trøstende. Det har hun jo heller ikke. De vil altid være din moster og onkel, men nu er de samtidig blevet mor og far til lille Klara.

– Her det første års tid, så vil hun være meget afhængig af jeres moster, forklarede far. Så I vil nok opleve, at Karina bruger meget tid sammen med hende. Klara kan nemlig ikke spise rigtig mad, så Karina er nødt til at amme hende, ligesom I så inde på stuen.

– Ja, det bliver nok lidt anderledes i starten, sagde mor. – men husk, at en kusine er en helt speciel veninde, som man har hele livet. I kommer til at vokse op sammen og dele alle mulige oplevelser. Selv, hvis I kommer til at være væk fra hinanden i perioder, så vil I altid være tæt forbundne, da I jo er i familie sammen. I må endelig ikke tro, at hun tager jeres moster og onkel fra jer. Både Karina og Karsten elsker at være sammen med jer, og de vil stadig tage på ture med jer og den slags.

– Hey, apopros at tage på ture, sagde far. – Jeg begynder at blive sulten og der er vist ikke nogen her i bilen, der skal ammes mere… Hvad med, at vi tog ud og spiste burgere med pomfritter, for at fejre verdens sejeste fætter og kusine?

– Åh nej, er der også en FÆTTER!? stønnede Kalle.

– Det er jo os to, din idiot, sagde Karla grinende. – Du er lille Klaras fætter og jeg er hendes kusine.